onsdag den 26. december 2012

Strategisk fokus på konkurrenceevne og entreprenørskab

Fra årsskiftet sætter CBS strategisk fokus på entreprenørskab og konkurrenceevne. Initiativet sker gennem to såkaldte Business in Society (BiS) platforme. De nye platforme bliver på tværs af institutter på CBS mødesteder for kompetencer, der kan bidrage til at bringe Danmark tilbage i vækstsporet.
- Danmark har brug for en stærk konkurrenceevne og en høj innovativ kapacitet. CBS har allerede en nøglerolle med sine forsknings- og undervisningsaktiviteter inden for entreprenørskab og konkurrence. De nye platforme samler og akkumulerer vores viden og, siger forskningsdekan Alan Irwin fra CBS.
Dygtige folk i spidsen
Platformene går i luften fra 1. januar 2013, og hver platform får to academic directors i spidsen til at koordinere initiativer og samarbejde med erhvervsliv og institutioner. Den bærende ide bag platformene er, at det er nødvendigt at arbejde på tværs af fagområder og fokusere på samspillet mellem undervisning, forskning og samfundsmæssige udfordringer.
På platformen i entreprenørskab er professor Daniel Hjorth fra Institut for Ledelse, Politik og Filosofi og lektor Serden Özcan fra Institut for Innovation og Organisationsøkonomi udpeget til academic directors. På platformen i konkurrenceevne er professor Christer Karlsson fra Institut for Produktion og Erhvervsøkonomi og professor Torben Pedersen fra Institut for Strategi og Globalisering udpeget til at stå i spidsen.
Forskning til forskel
CBS’ forskningsdekan forventer, at platformen styrker samarbejdet med omverdenen.
- Forskningen på CBS er inden for de to områder helt unik. Vi er fx næst efter London School of Economics det universitet i Europa, som publicerer mest forskning om entreprenørskab. Med platformene gør vi det nemmere for interessenter at trække på vores viden og fremtidig forskning bliver i højere grad mere samfundsnært, siger Alan Irwin.

søndag den 9. december 2012

Første danske europaminister gæster CBS

EU har været udenrigsministeriets anliggende, indtil regeringen blev nedsat, og statsminister Helle Thorning-Schmidt udpegede Danmarks første europaminister med eget departement - den socialdemokratiske Nicolai Wammen. CBS’ Center for Europaforskning har inviteret ham d. 30. nov. kl. 10.45.

Signalpolitik med ministerbil?
Medierne er tit blevet kritiseret for ikke at behandle EU grundigt nok. En kritik som professor ved International Business Communication på CBS, Michael Herslund, der også er arrangør og leder af Center for Europaforskning, ligeledes peger på, og som han håber, europaministeren kan og vil gøre noget ved.
- Sandheden er, at jeg kender Nicolai Wammen bedre som Aarhus’ borgmester, end jeg kender ham som europaminister. Det manglende kendskab understreger også blot det, vi siger igen og igen – der mangler fokus på EU. Jeg synes dog at se, der sker en udvikling: Under EU-formandskabet blev der taget mere politisk stilling, såvel som brugt flere spalter på EU. Europaministeren kan fortsætte den udvikling, siger Michael Herslund.
Udover den danske europaminister, findes der ministre, hvor EU/Europa-anliggender indgår i titlen, i Finland, Frankrig, Irland, Sverige og Tjekkiet.

EU cykler i flere hastigheder
Temaet for Nicolai Wammens besøg på CBS er ”Hvilken vej går Danmark i Europa?” Statsministerens udmelding har været, der er brug for et EU, som går i forskellige hastigheder. Et højaktuelt scenarie i EU-arenaen er de udsatte budgetforhandlinger på det seneste EU-topmøde, hvor Nicolai Wammens plan var mindre budgetter og større rabatter til DK. Michael Herslund, ser frem til en status og en plan for danskernes fremtidige EU:
- I mange år har man sagt om EU, at det er en cykel, og holdes den ikke i gang, så vælter den. Efterhånden er man begyndt at tale om et EU i flere hastigheder. Som jeg ser det, har vi lige nu et EU i forskellige tempi. De lande, der er med i euroen, går forrest, og så er der lande som Danmark, der knytter kronen fast til euroen, men alligevel ikke har opgivet den nationale møntfod. Denne mellemløsning har også konsekvenser, nemlig at Danmark ikke kan påvirke lovgivningen i samme grad. Jeg synes, det kendetegner den danske indstilling, og hvor mange følger egentlig med i sådan en tryghedspolitik?, spørger Michael Herslund og opfordrer alle til at deltage.

mandag den 12. november 2012

Den Europæiske Borgerpris går til særlige europæere

Vindernes projekter er inden for forskellige områder. En del af vinderne repræsenterer projekter i forbindelse med temaet for det europæiske år. Dette års tema er aktiv aldring og solidaritet mellem generationerne

Prisen gives for projekter inden for følgende områder:
• Fremme en bedre gensidig forståelse og tættere integration mellem borgerne og medlemslandene
• Fremme grænseoverskridende eller tværnationalt samarbejde inden for Den Europæiske Union.
• hverdagsaktioner, der giver konkret udtryk for de værdier, der er forbundet med charteret om grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union.

Prismodtagerne kan være borgere, grupper, foreninger eller organisationer. MEP'erne har ret til at nominere en kandidat hvert år.

Du kan se listen over alle prismodtagene og billeder fra mødet i Bruxelles via linket til højre.

søndag den 11. november 2012

CSR-forsker får 2. mio. til nyt felt

CSR var engang noget, som virksomhederne dyrkede på frivillig basis, når de skulle pudse deres fjer, eller som blev taget frem, når der skulle handles bæredygtigt på strategisk vis. Men i de senere år er CSR blevet lovpligtigt i flere EU-lande, der er gået sammen om at give virksomheder, der ikke makker CSR-ret, et rap over fingrene. Lige nu har 15 EU-lande vedtaget ny regulering, der kræver, at store virksomheder rapporterer om deres CSR-tiltag.
”Forskningsområdet er nyt, da lovgivningerne er nye. CSR er ikke længere frivilligt. I Danmark fik vi også lovgivning på området i 2008. Reguleringerne er dog på flere områder meget løst formuleret. Det, jeg undersøger, er, hvordan regeringerne bruger de her nye reguleringsredskaber, og hvad lovgivningen gør ved indholdet af CSR-politikken,” siger Jette Steen Knudsen.

I takt med at verden er blevet mere global, bliver lovgivningernes fokus det også. Danske virksomheder, der har datterselskaber i England, kan nu dømmes efter den britiske CSR-lovgivning, hvis korruptionen finder sted hos et andet datterselskab, f.eks. i Kina eller Indien. Og at national lovgivning på denne måde får ekstra-territorial rækkevidde med virksomhederne som bærende aktører, er noget af det, der gør Jette Steen Knudsens forskningsområde endnu mere aktuelt.
I år i juni vedtog et flertal i Folketinget ”Lov om mæglings-og klageinstitutionen for ansvarlig virksomhedsadfærd”. Loven blev vedtaget, fordi man ville fremme social ansvarlighed blandt danske virksomheder. I instansen skal det vurderes, om virksomhederne overholder OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder, herunder menneskerettigheder:
”Den meget omdiskuterede klage- og mæglingsinstitution er vedtaget i Danmark. Her vil f.eks. ngo’er kunne klage over multi- og transnationale virksomheder, der ikke overholder korruptionslovgivningen i deres hjemlande. Hvordan de nye reguleringstiltag, som går ind over det internationale marked, vil påvirke den måde, hvorpå CSR bruges, glæder jeg mig til at undersøge,” siger Jette Steen Knudsen.

Kom bag Vild med dans-kulissen efter sejren

Joakim Ingversen og Claudia Rex jublede, strålede og hoppede lykkelige rundt på ”Vild med dans”-scenen, da årets finale-brag gik til deres fordel og de for rullende kameraer blev udråbt som vindere.
Fredag aften var der især to mennesker der fik en længe ønske drøm opfyldt, og da forløsningen kom, kunne hverken Joakim eller Claudia holde glæden og rusen tilbage – det var to lykkelige dansere, der efter 10 fredage i træk, stod tilbage som vindere af Danmarks største danseshow på TV.
BILLED-BLADET fangede det lykkelige par bag kulisserne, mens sejrsrusen stadig boblede sødt i det unge dansepars kroppen, og det er der kommet en fin video ud af.
I videoen ser du også aftenens værtspar, Christiane Schaumburg-Müller og Claus Elming fortælle euforisk om finalens højdepunkt.

fredag den 26. oktober 2012

Søren Huss bor på hitlistetoppen

Fredag er den dag, hvor de officielle danske hitlister bliver offentliggjort, og vanen tro kigger GAFFA på toppen og ugens nyheder. På denne uges førsteplads er den tidligere Saybia-sanger Søren Huss strøget direkte ind med albummet "Oppefra og Ned". Efter to uger som nummer et er L.O.C. med "Prestige Paranoia Persona vol. 2" rykket ned på andenpladsen, og som endnu en nyhed i top-3 kan man på tredjepladsen finde Love Shops "Skandinavisk Lyst".
Tina Dickows "Where Do You Go To Dissapear?" har i syv uger ligget højt placeret på albumhitlisten, og i denne uge er hun rykket fra andenpladsen til fjerdepladsen. Magtens Korridorer har taget et enkelt ryk nedad listen fra fjerde- til femtepladsen, mens albummet med holdet fra Toppen af Poppen er gået fra en tredje- til en syvendeplads. Muses "The 2nd Law" er samtidig rykket fra en femteplads til en niendeplads, Beth Harts "Bang Bang Boom Boom" er faldet fra at være nummer seks til at være nummer 26, ligesom Efterklangs "Piramida" nu ligger på 29.-pladsen efter sidste uges ottendeplads.
Ud over de to nyheder i toppen rummer albumhitlisten også enkelte andre nyheder. Samarbejdet mellem Søren Sko og Julia Fabrin fra The Fireflies, Shoes For Julia, er rykket ind på 11.-pladsen med "Shoes For Julia", og den folkekære Sebastian er ny på 13.-pladsen, mens Swedish House Mafia med "Until Now" er en nyhed på 21.-pladsen. Længere nede ad listen er Donald Fagen og Stigers Curtis nyheder på henholdsvis 36.- og 40.-pladsen.
Funs "Some Night" er i denne uge igen blevet en del af hitlisten på en 39.-plads.
Sydkoreanske Psy bliver ved med at holde på førstepladsen af trackhitlisten med megahittet "Gangnam Style", mens Shaka Loveless' "Ikke Mere Tid" for anden uge i træk ligger højest placeret på streaminghitlisten.
Bit-album-hitlisten, der tæller downloads fra abonnementstjenester, har ligesom albumhitlisten fået Søren Huss direkte ind på førstepladsen, mens den tilsvarende trackliste igen i denne uge har den storhittende Psy med "Gangnam Style" som nummer et.

onsdag den 24. oktober 2012

Banedanmark og DSB klar til løvfaldet

Smukt ser det ud, når efteråret rammer Danmark og iklæder skoven dens gyldne dragt. Men når bladene falder af træerne har de en irriterende vane med at klæbe til skinnerne til gene for togdriften. Igen i år har DSB og Banedanmark derfor et tæt samarbejde omkring løvfaldsindsatsen, så passagererne oplever færrest mulige gener i togdriften.
Løvfaldet danner en fedtet substans, som gør det vanskeligere for togene at sætte i gang, ligesom de har brug for mere tid til at bremse. For at undgå, at det udvikler sig til forsinkelser, afstemmer lokomotivførerne deres kørsel efter forholdene, ligesom de er i tæt kontakt med styringspersonalet i kommandoposter og fjernstyringscentraler landet over.
Samtidig patruljerer Banedanmarks fire løvfaldstroljer dag og nat på de strækninger, der erfaringsmæssigt er hårdest plaget af løvfaldet. Troljerne, der er placeret i henholdsvis Hellerup, Roskilde, Fredericia og Aarhus, spuler skinnerne rene med varmt vand, der sendes ud med et tryk på 500 bar.
"Forberedelserne til løvfaldsindsatsen begynder allerede i foråret. Vi videreudvikler hele tiden troljerne og sikrer, at planerne for løvfaldskørslen er så optimale som muligt. Samtidig har vi et godt samarbejde med lokomotivførerne, så får vi meldinger om kraftigt løvfald, kan vi ændre på kørslen med kort varsel," siger Jens Jørgen Hansen, trafikchef i Banedanmark.
Løvfaldet slider hårdt på togenes hjul og betyder, at DSB i løbet af efteråret har ekstraordinært mange tog på værksted, der skal have efterset eller skiftet hjul. Der er derfor også mange penge at spare ved at spule bladresterne af skinnerne.
Vejret som medspiller
Med en målrettet indsats fra DSB og Banedanmark er det muligt at reducere antallet af tog, der forsinkes på grund af løvfaldet, men herudover er vejret en vigtig medspiller. Hård blæst og frost gør, at bladene falder hurtigt af træerne, imens et stille og lunt efterår forlænger løvfaldsperioden. Falder bladene af træerne inden for en forholdsvis kort periode, gør det indsatsen nemmere, hvilket vil begrænse antallet af gener for passagererne.
Troljerne kører fra den 7. oktober, og løvfaldssæsonen plejer at vare godt en måneds tid.  Der køres på strækningerne: Roskilde-Tølløse, Roskilde-Køge-Næstved, Helsingør-Københavns Hovedbanegård, Fredericia-Vejle-Jelling, Vejle-Skanderborg-Århus, Århus-Hobro, Roskilde-Ringsted-Glumsø, Roskilde-Kalundborg, Odense-Fredericia, Fredericia-Lunderskov-Bramming, og Aarhus H-Grenaa. S-banen spules efter behov.